Evaluering
Evaluering af studieaktiviteter
Husk at evaluere - det er vigtigt for kvaliteten i undervisningen og vejledningen
Som studerende spiller du en vigtig rolle i kvalitetssikringen af både undervisningen og vejledningen på LIFE. Når du evaluerer de kurser, du har fulgt, bidrager du i høj grad til udviklingen af indhold og undervisningsformer på kurserne. Dine evalueringer vil komme de studerende til gode, som følger kurset næste gang. På samme måde får du fordel af, at de studerende, som har fulgt et kursus før dig, har evalueret kurset.
Derfor er det meget vigtigt, at du husker at besvare kursusevalueringen i alle de kurser, som du følger. Det samme gør sig gældende, når det drejer sig om evaluering af vejledningen i forbindelse med bachelorprojekter og specialer.
Kursusevalueringen gennemføres elektronisk i alle kurser. Indgangen til evalueringen finder du i PunktKU. Ved evalueringen af bachelorprojekter og specialer skal du aflevere et evalueringsskema til instituttet. Du kan hente skemaet på LIFE’s hjemmeside.
Dine evalueringer bliver faktisk brugt til noget
Når du har evalueret et kursus, har du adgang til at se resultatet af den samlede evaluering af kurset. Den kursusansvarlige underviser vil normalt diskutere evalueringsresultatet med de studerende ved en af de sidste undervisningsgange. Den kursusansvarlige underviser har pligt til at aflevere et evalueringsnotat til undervisningsudvalget, hvor der skal redegøres for, hvilke tiltag og justeringer der er planlagt i forhold til næste gang, kurset skal afholdes.
Alle kursusevalueringsresultater for de kurser, som det enkelte institut er hovedansvarlig for, behandles i instituttets undervisningsudvalg, som følger op i forhold til undervisning, indhold mv. Alle undervisningsudvalg afrapporterer to gange årligt til studienævnene om evalueringsresultaterne af både kurser og bachelorprojekter/specialer. Studienævnene skal godkende undervisningsudvalgenes løsningsforslag vedr. eventuelle problemer, og studienævnet følger i forbindelse med næstfølgende afrapportering op på, om der er rettet op på problemerne.
Hvis der i evalueringen er peget på problemer med undervisernes/vejledernes pædagogiske/didaktiske eller engelsksproglige kompetencer er det institutlederens ansvar, at der sker en forbedring af disse forhold.
Evalueringsresultaterne bliver offentliggjort
Det er lovpligtigt at offentliggøre evalueringsresultater. På LIFE offentliggør vi evalueringsresultaterne samlet for hvert institut i form af et notat udarbejdet af de enkelte undervisningsudvalgsformænd. På baggrund af notaterne fra de enkelte institutter udarbejder prodekan for uddannelse en gang årligt et notat, der sammenfatter studieårets evalueringsresultater på tværs af alle institutter.
Links
LIFE’s procedurer for evaluering af studieaktiviteter
Evalueringsresultater
Evaluering af hele uddannelser
For at sikre en løbende kvalitetsudvikling af uddannelserne er der fastsat en procedure for evaluering af alle uddannelser på LIFE. Proceduren omfatter både interne og eksterne evalueringer og består af følgende:
- Studieordningsrevision hvert andet år (intern)
- Evaluering af kursusbeskrivelser hvert andet år (intern)
- Årlige årgangsmøder med de studerende (intern)
- Næsten-bachelor/kandidatundersøgelser hvert fjerde år (intern)
- Dimittendundersøgelser hvert fjerde år (ekstern)
Resultaterne af disse evalueringer sammenfattes i studieledernes årsredegørelser, der udarbejdes hvert andet år, og hvor studielederne afrapporterer til studienævnene om den enkelte uddannelse.
Link
Procedure for evaluering af bachelor-, kandidat- og masteruddannelser på LIFE
Ingelise Lundgaard, - siden er sidst opdateret d.24. juni 2010