Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns Universitetwww.life.ku.dkStuderende
Interne sites
EnglishSitemapTelefonbogKontakt

Kandidatuddannelsen i Klinisk Ernæring

 

Uddannelsen er tilrettelagt i henhold til bekendtgørelse nr. 338 af 6. maj 2004 om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne. Uddannelsen hører under Levnedsmiddelstudienævnet.

Kandidatuddannelsen giver ret til betegnelsen cand.scient. i klinisk ernæring (candidatus/candidata scientiarum). På engelsk: Master of Science in Clinical Nutrition.

Kapitel 1. Uddannelsens formål og kompetenceprofil

1. 1 Uddannelsens formål

 

Kandidatuddannelsen i Klinisk ernæring har til hovedformål på et tværvidenskabeligt grundlag at uddanne akademikere med indsigt i den humane ernæringsvidenskab og relaterede fag om ernæringens betydning for optimal funktion og helbredelse ved sygdom.

 

1.2 Uddannelsens overordnede profil

 

Uddannelsen omfatter bl.a. følgende hovedemner: Næringsstoffernes omsætning, sygdomslære og ernæringsfysiologi ved sygdom, udarbejdelse af ernærings- og kostplaner for syge, kommunikation og adfærdsterapi, evidenskriterier i klinisk ernæring, kvalitetssikring og ledelse, kostvaner og madkultur. Igennem kursusdeltagelse og projektopgaver opnår de studerende en faglig viden samt teoretiske og metodiske kvalifikationer, der gør dem i stand til at:

  • anvende udvalgte elementer inden for ernæringsområdets discipliner og metoder
  • optræde som forbindelsesled mellem ernæringsforskning og sundheds- og sygehusmyndigheder
  • deltage i videnskabeligt udviklings- og udredningsarbejde
  • videreudvikle deres faglige viden i takt med udviklingen i ernæringsvidenskaben
  • deltage i tilrettelæggelse og gennemførelse af ernærings- og kostplaner for syge
  • videreuddanne sig i et forskeruddannelsesforløb (ph.d.-uddannelse)

1.3 Uddannelsens erhvervssigte

 

Uddannelsen retter sig mod jobfunktioner relateret til patientbehandling, rådgivning, vejledning, administration, ledelse, forskning og undervisning inden for behandling af syge i primær og sekundær sektor, industri, offentlige myndigheder samt forsknings- og undervisningsinstitutioner.

 

1.4 Uddannelsens kompetenceprofil

 

I løbet af kandidatuddannelsen skal de studerende have opnået nedenstående viden, færdigheder og kompetencer inden for ernæring ved sygdom og helbredelse. Derudover har kandidaten erhvervet en række individuelle kvalifikationer i forbindelse med valgfri kurser og udarbejdelse af et speciale.
 

Efter endt uddannelse skal kandidaten i klinisk ernæring kunne:

 

Viden

  • Beskrive næringsstoffers omsætning og fysiologiske funktioner – generelt og i forhold til ændringer i ernæringsfysiologien ved sygdom
  • Referere sammenhængen mellem ernæringsterapi og sygdomsforløb
  • Reformulere og reflektere over forskellige befolkningsgruppers kostvaner i Danmark – herunder samspillet mellem kost og ernæringsstatus
  • Definere centrale sociale og kulturelle sammenhænge, der præger menneskers forhold til mad under sygdom
  • Beskrive næringsstoffers effekter på kroppens funktioner under forskellige patofysiologiske omstændigheder
  • Beskrive forskellige patientgruppers kostvaner i Danmark – herunder samspillet mellem kost og ernæringsstatus
  • Referere årsagerne til nedsat kostindtag hos syge og sammenhængene mellem underernæring og sygdomsforløb
  • Udvise overblik over og reformulere videnskabelige teorier, metoder og forskningsresultater inden for klinisk ernæring

 

Færdigheder

  • Anvende gængse ernæringsvidenskabelige målemetoder til vurdering af ernæringsstatus
  • Anvende ernæringsvidenskabelige, evidensbaserede principper i gennemførelse af udredningsarbejde
  • Vurdere centrale metoder inden for klinisk ernæring med hensyn til validitet, reliabilitet og anvendelighed
  • Anvende de mest almindelige statistiske analysemetoder indenfor klinisk forskning
  • Planlægge, indsamle og vurdere kostdata i forhold til givne mål
  • Analysere og vurdere samfundsvidenskabelige undersøgelsesdesign og metoder i forhold til specifikke ernæringsrelaterede problemstillinger ved sygdom
  • Demonstrere og anvende adfærdsterapeutiske principper ved vejledning af syge
  • Beregne ernæringsbehov ved forskellige grader af sygdom og finde metoder til at gennemføre ernæringsbehandlingen
  • Kommunikere faglige problemstillinger og løsninger klart og nuanceret, såvel skriftligt som mundtligt, til fagfæller såvel som ikke-specialister, herunder sundheds- og sygehusmyndigheder
  • Vurdere og være kildekritisk overfor videnskabelig litteratur inden for fagområdet
  • Vælge og anvende passende informations- og kommunikationsteknologi i alle relevante arbejdsprocesser

 

Kompetencer

  • Igangsætte og styre behandlingsindsatser, herunder indikation for behandling, fastlægge indsatsniveauer, udvælge virkemidler og planlægge evalueringer
  • Diskutere etiske og videnskabelige problemstillinger, herunder forsøg på mennesker
  • Følge og tage stilling til de mange og undertiden modsatrettede hensyn i relation til sygdom og ernæring
  • Overskue de internationale, nationale og lokale aktører interesser og muligheder i forhold til ernæringsrelateret sygdomsbehandling
  • Varetage rådgivning, vejledning, administration og ledelse inden for ernæringsrelateret sygdomsbehandling, herunder patientbehandling
  • Varetage, vejlede og rådgive om kvalitetsmåling og-udvikling indenfor ernæringsområdet
  • Varetage undervisning og indgå i forskning på et højt videnskabeligt niveau inden for klinisk ernæring
  • Indgå i såvel fagligt som tværfagligt samarbejde
  • Arbejde selvstændigt
  • Selvstændigt bedømme og strukturere egne læringsprocesser og tage ansvar for egen faglig udvikling med henblik på livslang læring
  • Reflektere over videnskabelige sandhedskriterier

 

Kapitel 2. Uddannelsens indhold

 

År 1

Blok 1

Kostindtag og Ernæringsfysiologi Eksperimentel Ernæringsfysiologi
Blok 2 Diet and Health - Theoretical Part Sygdom og kost
Blok 3 Sygdomslære. Ernæringsfysiologi ved sygdom og Ernæringsterapi
Blok 4 Tema: Evidensvurdering, Kvalitetssikring og Ledelse *

 

 

 

År 2

Blok 1

Blok 2 Praktik inkl. Kommunikation **
Blok 3

 

Speciale (30 eller 45 point)

Blok 4

 


 

  De mørkegule felter er de obligatoriske kurser
Det mellemgule felt er specialet
  De lysegule felter er valgfrie kurser

 

 

 

2.1 Indhold

 

Uddannelsen er normeret til 120 point. Følgende kurser er obligatoriske på uddannelsen:
 

270027     Praktik inkl. kommunikation** - 15 point

270032     Sygdomslære, ernæringsfysiologi ved sygdom og ernæringsterapi - 15 point

270034     Tema: Evidensvurdering, kvalitetssikring og ledelse - 15 point *

270070     Kostindtag og ernæringsfysiologi - 7,5 point

270071     Eksperimentel ernæringsfysiologi - 7,5 point

270080     Diet and Health - Theoretical Part - 7,5 point

270086     Sygdom og kost – 7,5 point

Speciale - 30 eller 45 point

 

* 270034 kan erstattes af 270062 Kvalitetssikring, administration og ledelse og 270063 Evidensvurdering af litteratur om klinisk ernæring

 

 **Studerende, der er blevet optaget på baggrund af en professions bacheloruddannelse (eller sygeplejerske, fysioterapeut ol.), har dispensation fra kravet om, at de skal bestå dette kursus.

 

270070 Kostindtag og ernæringsfysiologi og 270071 Eksperimentel ernæringsfysiologi erstatter 270016 Kostindtag og ernæringsfysiologi.

 

270066 Kost Og sygdomsforebyggelse for KE erstattes af:

270080 Diet and Health - Theoretical Part

270086 Sygdom og kost

 

Emnet for specialet skal være inden for fagområdet.

 

Studerende, der er blevet optaget på baggrund af en professions bacheloruddannelse (eller sygeplejerske, fysioterapeut ol.) , skal udarbejde speciale til 45 point. Specialet skal indeholde primær-data indsamlet fra patienter.

 

Studerende optaget på baggrund af en universitetsbachelor- uddannelse skal skrive et speciale på 30 eller 45 point, afhængigt af den studerendes valg mht. valgfrie kurser.

 

Hvis den studerende vælger 45 point speciale, skal specialet indeholde primær-data indsamlet fra patienter.

Hvis den studerende vælger 30 point speciale, skal specialet indeholde en grundig analyse af data, der enten kan være primære eller sekundære data. For at sikre erhvervskompetence skal specialeforløbet dog indeholde kontakt med patienter. Dette kan ske enten 1) ved en indsamling af supplerende primære patientdata til belysning af sekundære data eller 2) ved at supplere med et antal sygehistorier eller 3) ved et fokuseret ophold på en klinik med løbende kontakt til patienter, der har relation til det valgte speciale.. Patientkontakten skal foregå løbende i specialeperioden. Specialekontrakt for universitetsbachelorer i KE skal godkendes af studielederen eller dennes stedfortræder.

 

De obligatoriske kurser samt specialet udgør de konstituerende fagelementer på uddannelsen.

Der er 15 point til valgfri kurser. De valgfri point kan også bruges til at øge størrelsen af specialet fra 30 til 45 point.

 

Kurset 270081 Evidence, Diet and Health kan ikke indgå som valgfri kursus på grund af overlap med kurset 270086 Sygdom og Kost.  

 

Der kan indgå volontørtjeneste.

 

Kapitel 3. Adgangskrav og optagelse

3.1 Adgangskrav

 

Ansøgere kan komme i betragtning hvis de opfylder følgende kriterier:

 

  • har en 3-årig bacheloruddannelse inden for det naturvidenskabelige eller sundhedsviden­skabelige område med dokumenterede kund­skaber inden for biokemi (1), fysiologi (1) og statistik (1)
  • har en professionsbacheloruddannelse i ernæring og sundhed med speciale i klinisk diætetik (2), suppleret med en uges øvelses­kursus i biokemi (3)
  • har en sygeplejerske, fysioterapeut ol. professionsbachelor-uddannelse med supplering i fagene biokemi (1) og statistik (1)

(1) Kurser minimum svarende til de kurser der udbydes ved Det Biovidenskabelige Fakultet KU/DTU på bacheloruddannelsen i Fødevarevidenskab.

(2) Hvis den studerende er uddannet fra Ankerhus Seminarium, skal valgfaget Biokemi (5 point) være bestået. Hvis den studerende er uddannet fra Suhrs Seminarium, skal valgfaget Biokemi og Statistik (6 point) være bestået.

(3) Afholdes på Institut for Human Ernæring på Det Biovidenskabelige Fakultet efter optagelse på uddannelsen men før studiestart.

(4) Såfremt praktisk laboratoriearbejde ikke har været en del af bacheloruddannelsen, skal de, der optages på studiet, gennemgå et 1 uges kursus i praktiske biokemiske metoder på Institut for Human Ernæring inden studiestart.

 

3.2 Optagelse

 

Der er som hovedregel optag en gang om året.

 

Studerende der har afsluttet Fødevarebacheloruddannelsen kan søge om optagelse den 1. februar under forudsætning af, at de har bestået kurserne 270070 Kostindtag og ernæringsfysiologi og 270071 Eksperimentel ernæringsfysiologi. Det er også en forudsætning, at der er plads på uddannelsen. Der er kun plads på uddannelsen, hvis der er studerende fra optag fra 1. september der er faldet fra eller ikke har benyttet sig af den tildelte plads. Studielederen vurderer om der er plads.

 

Når der er flere kvalificerede ansøgere end der er pladser, bliver ansøgerne vurderet og prioriteret af et optagelsesudvalg. Dette sker ud fra en helhedsvurdering, hvor der blandt andet lægges vægt på:

 

Fagkombination:

 

  • En relevant fagkombination i det hidtidige studieforløb prioriteres højt. I den forbindelse lægges der vægt på et sammenhængende valg af kurser inden for sundhedsvidenskab og/eller naturvidenskab

Forudsætningsfag:

  • Ansøgere med gode forudsætninger i de adgangsgivende fag biokemi, statistik og fysiologi bliver prioriteret højt

Karakterer:

  • Karakterer fra den adgangsgivende eksamen inddrages i vurderingen

Relevant erhvervserfaring:

  • Ansøgere med relevant erhvervserfaring af et vist omfang bliver prioriteret højt. Erhvervserfaringen kan for eksempel være af forskningsmæssig karakter inden for det sundhedsvidenskabelige og/eller naturvidenskabelige område

Studieophold i udlandet:

  • Udlandsophold i forbindelse med uddannelse inden for relevante områder kan blive inddraget i vurderingen

Studerende med bacheloruddannelse i Fødevarevidenskab med fagpakken fødevare, sundhed og ernæring er sikret optagelse på enten kandidatuddannelsen i Human ernæring, kandidatuddannelsen i Klinisk ernæring eller kandidatuddannelsen i Gastronomi og Sundhed.


Kamilla Busse, - siden er sidst opdateret d.31. oktober 2011
Det Biovidenskabelige Fakultet-Bülowsvej 17-1870 Frederiksberg C-Tlf: 353 32828--- CVR: 29979812 - Diverse EAN-numre